Jordemoderkonsultationer hos mig er et supplement til de offentlige tilbud og er til dig/ jer der ønsker ekstra tid og omsorg i graviditeten eller som fx er bange for at føde, tvivler på egne kompetencer som mor/ far, tidligere har haft en traumatisk fødselsoplevelse eller tidligere har haft en efterfødselsreaktion/ fødselsdepression.
Jeg tilbyder både individuelle og fælles sessioner.
Jeg følger dig/ jer under hele graviditeten og fortsætter kontakten så længe der er behov for efter fødslen.
Det sammenhængende forløb er med til at skabe tryghed så du/ i kan slappe af i graviditeten og bruge kræfterne på at forberede dig/ jer til fødslen
Hos mig er begge forældre i fokus. At blive forældre er et fælles projekt, og det er vigtigt at i begge får plads til de spørgsmål og tanker der presser sig på, fx om de mange fysiske og psykiske forandringer der sker, om fødslen og om det at blive forældre.
Du er selvfølgelig også velkommen hvis du skal være alenemor og du er mere end velkommen til at tage en støtteperson med efter eget valg.
Eksempler på problemstillinger jeg yder støtte til:
- Du har haft svært ved at blive gravid, og oplever blandede følelser nu hvor det er lykkedes
- Du tænker meget over tingene, og har derfor brug for flere undersøgelser end du kan få i det offentlige
- Graviditeten forløber ikke helt som du forventede, og det bekymrer dig
- Du har svært ved at forestille dig livet med et spædbarn
- Du er bange for at føde og har brug for redskaber til at hjælpe dig igennem
- Du har født før, og er stadig plaget af tanker, følelser eller drømme om fødslen. Måske hindrer det dig i at være rigtig tryg i den nuværende graviditet
- Dit humør svinger mere end du synes er rimeligt
- Du har født før, og synes det var svært at være på barsel. Derfor ønsker du at forebygge problemer denne gang
- Du har tidligere født et dødt barn og har brug for støtte i den nuværende graviditet
- Du har tidligere født for tidligt og/eller en syg baby der blev indlagt efter fødslen